Colombia: Med livet som indsats

 

Fagligt aktive myrdes hvert år i Colombia uden at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. I stedet samarbejder landets regering med de grupper, der står bag drabene.

Det er livsfarligt at være faglig aktiv i Colombia.

Hvert år bliver adskillige tillidsfolk myrdet. Endnu flere bliver udsat for vold. trusler, chikane og vilkårlige anholdelser. Overgrebene bliver så godt som aldrig straffet.
Colombia har i årevis ligget på en førsteplads på listen over antallet af drab på fagligt aktive. 

Da den tidligere præsident Alvaro Uribe gik af i 2010 var over 600 fagligt aktive blevet myrdet alene i hans regeringstid. Gennem de sidste tyve år har næsten 2.700 fagligt aktive mistet livet i Colombia.

Langt de fleste mord forbliver uopklarede. 98% af sagerne ender uden dom. Seks ud af ti kommer slet ikke for retten. Mordene rammer alle faggrupper, fra landarbejdere til skolelærere og hospitalsansatte.

I årevis har blandt andre FN’s arbejdsmarkedsorgan ILO og den globale faglige sammenslutning, ITUC, krævet, at Colombias regering og retssystem tager et opgør med volden mod de fagligt aktive, men uden held. De skyldige går stadig fri gang på gang.

I stedet for at sætte en stopper for volden, vælger Colombias regering at samarbejde med de grupper, der står bag de mange overgreb.

Myndigheder støtter dødspatruljer

Ifølge Amnesty International er paramilitære grupper ansvarlige for langt de fleste mord på fagligt aktive i Colombia. Der er flere eksempler på, at myndighederne i Colombia direkte samarbejde og støtter disse grupper:

I 2006 blev det afsløret, at Colombias efterretningstjeneste, DAS gav en liste med 23 navngivne faglige ledere til paramilitære grupper.

De fleste personer på listen er siden blevet dræbt eller har måtte forlade landet. Ifølge Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission samarbejder hæren og sikkerhedstjenesten fortsat direkte med de paramilitære grupper.

60 medlemmer af Colombias parlament har været anholdt og mistænkt for at samarbejde med paramilitære enheder de seneste år.

I 2008 indgik Colombias regering en aftale med de paramilitære grupper om at nedlægge våbnene. Men ifølge menneskeretsgrupper betyder aftalen blot en lovliggørelse af dødspatruljerne uden nogen form for retsopgør.

Retsløse tilstande

Colombia har i årtier været præget af en blodig borgerkrig.

I 2002 blev den højreorienterede Àlvaro Uribe valgt til præsident. Hans linje er kompromisløs konfrontation med de guerillabevægelser, der fører krig mod regeringen. Uribe indførte hurtigt undtagelsestilstand og særlige sikkerhedszoner, der dækker store dele af landet. I disse områder står militæret over de civile myndigheder og fungerer både som politi, anklager og dommer.

Det er ikke mindst i disse zoner, at faglige og sociale organisationer er skydeskive for chikane og overgreb fra militæret og paramilitære dødspatruljer.

Colombia er verdens største eksportør af narkotika og narko-kartellerne sponsorerer en stor del af volden i landet. Begge sider af konflikten er ansvarlige for overgreb, og borgerkrigen er den længste og blodigste i Latinamerika. Internt i Colombia er omkring 4 millioner mennesker på flugt fra krigen.

Borgerkrigen bruges ofte som et påskud af myndighederne til at varetægtsfængsle fagligt aktive, der rutinemæssigt beskyldes for at være “terrorister”.

Politiske fanger

Det har en høj pris at kræve sin ret i Colombia. Menneskeretsaktivister udsættes jævnligt for overgreb inden for landets retsvæsen. Det sker ifølge FN gennem drab, tortur, trusler, falske anklager og tvivlsomme domme.

200 organisationer fra 20 lande kører i øjeblikket en kampagne, der kræver, at Colombia stopper denne forfølgelse af politiske modstandere og misbrug af sin efterretningstjeneste i en kamp mod politiske aktivister.

Den systematiske vold mod græsrødder og fagligt aktive er desuden med til at opretholde et meget ulige samfund: Ikke mindre end 60 % af befolkningen lever i fattigdom, trods landets stor rigdom på naturressourcer.

En af konsekvenserne af den voldelige undertrykkelse er, at de færreste colombianske arbejdere i dag er organiseret i en fagforening. En styrket colombianske fagbevægelse vil være et vigtigt skridt for at fremme en demokratisk, fredelig og social retfærdig udvikling i Colombia.